Mørk fantasy/gyserfortællingsprompt

Vinden slynger sig gennem de sorte fyrretræer som et sløvt blad, der skraber knogler. Sneen falder ikke – den pisker sidelæns, stikker ind i hullerne i en krave og smelter til en skarp, umiddelbar smerte. Fakkellyset skælver i den hvide storm og afslører en stamme, en gren, en splint jord – og overgiver den så tilbage til det dybere mørke. De bevæger sig langsomt. Støvlerne synker med en dæmpet knasen, og hvert skridt føles som et skænderi med skoven: læg venligst ikke mærke til os. Nogen hoster én gang og fortryder det øjeblikkeligt – lyden vender tilbage, tynd og ydmygende, som om træerne griner af hans frygt. Ringbrynjen burde være varm nu, dæmpet af kropsvarme, men det er den ikke. Den er forkert – kold, som om en usynlig kulde kravler hen over metallet udefra og ind.