Filmisk montagevideoprompt til Seedance 2.0

[ @Image 1] (Mandlig hovedrollereference) [ @Image 2] (Kvindelig hovedrollereference) Filmisk kvalitet, 15 sekunder, montageredigering, ingen undertekster, koreansk dialog. Åbningslængde 0 til 1 sekund, varm gul filmkorn, fortid, solrig eftermiddagscafé, hun sover med ansigtet nedad på bordet, han sidder overfor, hagen hviler på sin hånd, ser ned på hende, hans læber krøller ukontrolleret sammen, billedet har let korn og overeksponering. Hårdt klip 1 sekund, kold blå regnfuld nat, nutid, tomt tag, han står med ryggen til kameraet i regnen, hans frakke gennemblødt og klamrer sig til ryggen, ubevægelig, som en stenstatue forladt af tiden, temperaturovergangen fra varm gul til kold blå brydes øjeblikkeligt i dette billede. Hårdt klip tilbage til de sidste 2 sekunder, natindgang til dagligvarebutik, hun rækker ham en kop varm drik, han tager den ikke, ser ned på hende, "이거 나 주는 거야?" (Er det til mig?) Hun ruller med øjnene og vender sig for at gå, han smiler og følger efter, kameraet følger ryggen på de to, der går ud i natten. Klip tilbage til nutidens 3 sekunder, hun står ved tagindgangen, holder hånden fast i jernporten, regn rammer hendes skulder, hun bevæger sig ikke, står bare der og ser på hans ryg, usikker på, om hun skal gå ind eller ud. Klip tilbage til de sidste 4 sekunder, ekstrem nærbillede, hans hånd stikker hovedtelefonerne ind i hendes øre, hans fingerspids dvæler ved hendes øre et sekund, begge lader som om de ikke bemærker det. Klip tilbage til nutidens 5 sekunder, ekstrem nærbillede, de samme hænder, nu stukket i hans lommer, regnvand siver ind gennem håndjernene, hans hænder knytter sig langsomt i lommen. 6 til 10 sekunder går alle langsommere, hun slipper endelig jernporten og går ud i regnen, stopper en halv meter bag ham, regnen er høj, men hendes stemme skærer stadig igennem - "왜 연락 안 했어." (Hvorfor kontaktede du mig ikke.) Han vender sig ikke om, er tavs i to sekunder. "연락하면 뭐가 달라져?" (Hvilken forskel ville det gøre at kontakte mig.) Hun lukker øjnene, hendes bryst føles hårdt presset af noget, og da hun taler igen, ryster hendes stemme – "달라지잖아. 나한테는." (Det ville gøre en forskel. For mig.) Han vender sig endelig om og ser hendes ansigt, hvor regn og tårer er umulige at skelne, hans adamsæble bevæger sig, han taler hæs – "알아. 그래서 더 못 했어." (Jeg ved det. Derfor kunne jeg ikke gøre det endnu mere.) 10 til 13 sekunder, dissolve montage, det samme tag, den samme kameraposition, fortiden er en solrig aften, hun står ved rækværket og smiler tilbage til ham, han går hen og trækker hende ind i sine arme, solnedgangen strækker deres skygger langt, nutiden er en regnfuld nat, den samme position, han står foran hende, de to tidslinjer overlapper hinanden i samme billede i et helt sekund, hendes fortidssmil og hendes nutidstårer presser sig mod det samme ansigt. 13 til 15 sekunder, han taler ikke igen, løfter sin hånd og presser hendes hoved mod brystet, hun gør modstand i to sekunder, så hæver hendes hænder sig langsomt og griber hårdt fat i tøjet på hans ryg, kameraet trækker sig langsomt tilbage til et ekstremt langskud, de to krymper til en silhuet i regngardinet, neonlys splintres og flimrer i vandpytterne, billedet bliver gradvist stille, lyden forsvinder gradvist, falmer til sort. Tidligere scener er udelukkende varme gul-orange 16 mm filmkorn håndholdte follow-up-optagelser, nuværende scener er koldt blå-sort regnvandsrefleksionsstabilisatoroptagelser, kameraet skubber ind for ekstreme nærbilleder under dialog, mætningen eksploderer i ét billede under opløsningen og vender derefter tilbage til kolde toner, baggrundsmusikken bruger let guitarpluk i tidligere scener, fader ud, når man går ind i nuværende scener, hvilket kun efterlader lyden af ​​regn, en dyb cellostreng begynder at spille efter den sidste dialoglinje, fuldstændig stilhed før fade-up til sort.