2D til 3D surrealistisk gadefotografering

En voksen asiatisk kvinde optræder i Shibuya, Tokyo, nær eller fastgjort til baggrundsfladen ved hjælp af et frontalt perspektiv, et kamera i øjenhøjde og en realistisk gadefotografikomposition. Kroppen er tydeligt opdelt i 2D- og 3D-tilstande: 2D-kropsdelen er et fladt, trykt billede, der er fastgjort til baggrundsfladen, mens 3D-kropsdelen brat transformerer sig fra sin grænseposition til en realistisk 3D-menneskefigur og træder ind i det virkelige rum. 2D-kropsdelen er udelukkende et fladt, trykt billede, der er tæt fastgjort til baggrundsfladen og mangler realistisk tykkelse, volumen eller fremspringende rumlig struktur. Dette 2D-område udviser teksturen af ​​realistisk papir/plakat/klistermærke/vægmaleri/gadeplakat med en mat trykeffekt, let falmning, finkornethed, papirfibre, tegn på ældning og kantslid. Kanterne på 2D-billedet kan have let krølning, afskalning eller beskadigelse med synlige limrester, pastarester, iturevne papirrester eller baggrundsteksturer. Teksturen af ​​[baggrundsoverfladen] skal være synlig gennem eller påvirke det 2D-menneskelige kropsområde, såsom betonvægtekstur, huller i mursten, ridser i metalplader, gammel træåre, graffitimærker, pletter, revner, klistermærkerester osv., som skal blandes naturligt med figurens 2D-område. Den 2D-menneskelige kropsdel ​​skal ligne et billede, der er blevet trykt, klistret, sprayet eller malet på baggrundsoverfladen, snarere end en rigtig stående person. Den [3D-kropsdel] transformerer sig brat fra [grænsepositionen] til en rigtig 3D-menneskekrop med fuld realistisk volumen, anatomisk struktur, materialedetaljer, belysning, perspektiv, okklusion og fysisk kontakt. 3D-området skal tydeligt træde ind i det virkelige rum og skabe en stærk kontrast til 2D-området. Hud, tøj, sko, hår, tilbehør eller andre kropsdetaljer skal have hyperrealistiske teksturer med realistiske højdepunkter, skygger, rynker, tekstur og rumlig dybde. Grænsepositionen mellem 2D og 3D skal danne en klar, skarp, præcis og synlig grænselinje. Denne grænse skal fremstå, som om et fladt, trykt billede og en realistisk 3D-menneskekrop er syet sammen brat, men præcist på den samme krop. Denne adskillelse må ikke være sløret, gradient eller som en almindelig forvrængning eller gennemskinnelig effekt; den skal tydeligt fremgå: på den ene side er et fladt 2D-billede fastgjort til en baggrund, og på den anden side er en 3D-menneskekrop, der virkelig træder ind i det virkelige rum. Hvis der er graffiti, klistermærker, pletter, revner, spraymaling, tekst eller andre baggrundselementer i scenen, kan de dække eller overlejre 2D-kropsdelen, ligesom baggrundsoverfladen fortsat bliver skrevet på, sprayet eller dækket, efter at 2D-billedet er indsat. Baggrundselementerne skal have et realistisk overfladeforhold til 2D-menneskekropsområdet i stedet for blot at forblive bag figuren. 3D-menneskekropsområdet skal have eksplicit interaktion med det virkelige miljø: hvis 3D-kropsdelen omfatter fødder, ben, hænder, arme, hoved eller andre fremspringende kropsdele, skal realistisk fysisk kontakt, skygger, okklusion og rumlige forhold vises. For eksempel skaber en fod, der træder på jorden, en let trykdeformation; en arm strækker sig fra et fladt billede, skjuler baggrunden og kaster en skygge på en væg eller jorden; et hoved stikker ud fra plakaten og har realistisk ansigtsvolumen, hudtekstur og lys- og skyggestruktur. Den overordnede stil er surrealistisk realismefotografi, der opretholder troværdigheden af ​​autentisk gadefotografi, samtidig med at det visuelle paradoks ved 2D- og 3D-menneskefigurer syet sammen understreges. Belysningen er [lysforhold], baggrunden er [baggrundsdetaljer], og den overordnede atmosfære er [visuel stil]. Billeder skal have filmisk komposition, mange detaljer, realistiske materialer, realistisk lys og skygge og et realistisk rumligt perspektiv; surrealistisk fotografering, filmisk fornemmelse, fotorealistisk realisme, mange detaljer, 8K-opløsning.